 |
 |
VI SKAL DYRKE DE GODE IDEER OG MULIGHEDER
Udviklingen af Skanderborg midtby er omdrejningspunktet for de kommende års arbejde med at styrke detailhandelen, erhvervslivet og turismen i kommunen. Og derfor står byudviklingen også ganske naturligt øverst på dagsordenen hos Robert Pedersen, der er erhvervschef i Skanderborg. – Vi skal spørge os selv, hvad en blomstrende bymidte gør for os hver især som butik eller industrivirksomhed, siger Robert Pedersen, – Svaret er, at en attraktiv by tiltrækker nuværende og kommende borgere, der er potentielle kunder i butikkerne og medarbejdere i virksomhederne. |
 | |
|
 | |  |
Robert Pedersen er også selv tilflytter. I 1989 flyttede han og familien til Skanderborg, hvor han tiltrådte som afdelingsdirektør for Jyske Bank. Familien kom fra Holstebro, hvor Robert Pedersen stort set havde boet hele sit liv, og hvor han havde arbejdet 14 år i Holstebro Bank. Om baggrunden for, at valget faldt på Skanderborg til fordel for andre byer, siger Robert Pedersen: – Vi havde flere muligheder at vælge imellem, men vi valgte Skanderborg, dels på grund af den meget centrale placering i det østlige Jylland, dels på grund af den meget smukke natur.
Robert Pedersen er en aktiv tilflytter. For eksempel har han gennem en årrække siddet i Skanderborg-Odder Handelsskoles bestyrelse som repræsentant for Skanderborg Handelsstandsforening, og siden 2001 har han været formand for bestyrelsen. Derudover er han medlem af Skanderborg Rotary Klub og lidt friluftsliv bliver det også til. |
|
 |
Posten som erhvervschef overtog Robert Pedersen den 1. september 2003 efter 14 år i Jyske Bank. Han er samtidig daglig leder af det forenede Erhvervs- og Turistråd, der er etableret primo 2004 og som har en samlende rolle for Handelsstandsforeningen, Turistforeningen og Bygge- og Industriforeningen.
Om skiftet fra at være bankdirektør til at være erhvervschef siger han: – Det har været utroligt spændende at komme over på den anden side af bordet. Hvor det handler meget om rådgivning i et pengeinstitut, samarbejder jeg nu endnu tættere med virksomhederne, og det gør, at jeg ser endnu flere muligheder for udvikling. – Vi har en god udvikling i erhvervslivet med det industriområde, der vokser ud langs motorvejen ved Stilling, vi har en populær festival, et kulturhus og et aktivt handelsliv. Og så ligger vi jo i et af de skønneste områder i Danmark. – Min målsætning er at dyrke det kreative samspil med handels- og erhvervslivet, med festivalen, de kulturelle og sportslige græsrødder samt iværksættervirksomhederne. Vi skal dyrke de gode ideer og muligheder! |
|
 |
Fra venstre:
Egon Pedersen, Turistforenigen
Bjarne Møller, Skanderborg Bygge-og industriforening
Lars Johansen, Skanderborg Handelsstandsforening
Allan Jensen, Skanderborg Erhvervsråd
>> gå til Skb. ErhvervsUdvikling anno 2008 |
 | |
|
|
| | |