AT BESKÆFTIGE sig med kunst giver ikke nødvendigvis et bedre liv; men det hjælper...

”Hva’ ba’..?”Alle indvendingerne skurrer allerede i mit øre. ”Skal kunst nu gøres til mirakelvand? Til en adgangsbillet til salighed på jord? Nej, nu ber jeg Dem...”
Det er mig, der ber. Ikke om et øjebliks kunstpause, men om et øjebliks pause til overvejelse af kunstens rolle i en højpulset hverdag – til overvejelse af kunstens rolle i det offentlige rum.

En mand vrængede indigneret i en diskussion om kunst på gader og stræder: ”Hvorfor skal jeg belemres af en eller anden kunstdims på min vej i Brugsen efter kartofler!?”

Svaret er kort og komplekst: netop fordi kunsten belemrer os, beriger den os.

MÅSKE JEG lige skulle gøre mit udgangspunkt klart: Vi lever efter min opfattelse sådan lidt groft sagt i et life-light-samfund med en pulserende zapper-kadence og flygtigheden som tidens mantra.

Midt i denne tilværelsens ulidelige lethed lægger den gode kunst sig ind som oaser af tyngde og langsommelighed – som et fremmedlegeme, der rusker og vrider og anfægter de forestillinger om verden, som vi ellers lige så bekvemt havde låst os fast på.

Det er sagt om kunstens væsen, at den skal ”..give os oplevelser, der får os til at miste orienteringsevnen, selvsikkerheden, overblikket og troen på det, vi troede var den eneste sandhed.”

Det er rigtigt. Kunst skal være dødsensfarlig for vanetænkning, et lynnedslag i forudsigeligheden, et bombardement af individets uforberedte sanser. Derfor lægger kunsten sig på tværs af vore vaneforestillinger; den skiller begreberne ad og sætter dem sammen på hidtil usete måder. Derved opstår der nye udsagn om verden. Lidt højstemt kunne man hævde, at kunsten giver os øje for, at virkeligheden er større, end vi lige gik og troede.

Ved at belemre os med sin anderledeshed, beriger kunsten os altså med en udvidet virkelighedsopfattelse.
Det er da noget...

TÆNK AT FÅ lov at møde sådan en horisontudvider på vej i Brugsen efter en pose kartofler!? – det nytteløse men bestemt ikke værdi- eller meningsløse: kunsten.
”Den er som en trojansk hest: i sit indre smugler den glæde, poesi, visioner, erkendelser ind i et miljø af magt og økonomi”, har billedkunstneren Bjørn Nørgaard sagt om den monumentale kunst i det offentlige rum.

Magt og økonomi... – Nørgaard refererer til det moderne samfunds lokkende skiltevrimmel, der i et virvar af smagsanarki og æstetisk larm pirrer til nutidsmenneskets velstimulerede købe-gen. Handelstandens mantra er tidens smag, mens kunsten rækker ud over den aktuelle horisont, grundfæstet som kunsten er i tradition, reference, historie, det fælles gods. Mens nøgleordene i nutidens letvægtssamfund er forståeligt og øjeblikkeligt, så bevæger kunsten sig modsat: mod det uudgrundelige og det lange stræk.

Med kvalificeret kunst placeret i gader og stræder får vi altså begge dele: det øjeblikkelige og det lange stræk; det forståelige og det uudgrundelige.

Som det oftest er med kunst i byrummet, så er alle værkerne blevet vejet på en guldvægt, inden de har fået lov at bemægtige sig deres plads i dette på én gang ingenmands- og allemandsland. Der er talt for og imod – mest for.

PÅ VEJ HJEM fra Brugsen kan vi hver især vurdere, om de værker, vi møder, opfylder det væsentligste krav til god kunst i vores fælles rum: at kunstværket på én gang udfordrer og samler det sted, det har indtaget. Og at det udfordrer den forbipasserende.

Mens vi skræller kartoflerne, kan vi så overveje, om ikke der alligevel er noget om det der med, ”at beskæftige sig med kunst giver ikke nødvendigvis et bedre liv; men det hjælper...”