Forside
Byen
Kultur
Kulturhuset
Kunst og kartofler
Skanderborg Museum
Sport & fritid
Natur & turisme
Uddannelse
Erhverv


Skanderborg Museum

Skanderborg Museum har siden 1980 haft til huse i byens tidligere dommergård, der ligger i den gamle bydel tæt ved Slotsholmen med stor parkagtig have ned til Lille Sø.

Skanderborg Museum blev statsanerkendt i 1984 og har arbejdsområde i Skanderborg og Hørning kommuner samt en del af Ry Kommune.

Museet har ansvar for områdets oldtid, middelalder samt nyere tids kulturhistorie og indgår desuden i Søhøjlandets Økomuseum, der sætter fokus på natur- og kulturhistorien i det åbne landskab.

Skanderborg Museum omfatter – ud over det kulturhistoriske museum – Frihedsmuseet i Dyrehaven, Skanderborg Egnsarkiv og to sognearkiver.

Et nyt Skanderborg Museum
I 2001 åbnede museet dørene til nye faste udstillinger og en tiltrængt udvidelse med plads til publikumsfaciliteter, bl.a. museumsbutik og en lille café. Det er museets mål, at museumsgæsterne får både indsigt og oplevelse ved et besøg i den faste udstilling: ”Brikker af en virkelighed”.

Nye udstillinger:

Viden-oplevelser og inspiration!

På Skanderborg Museum kan hele familien få indblik i byens og egnens historie fra begyndelsen og frem til det 20. århundrede. Her præsenteres den middelalderlige borg, det senere Skanderborg Slot, som blev nedrevet for 250 år siden.

Der fortælles om slottets mange byggefaser, hverdag og krigstid samt konger og dronningers tilknytning til Skanderborg, der var forudsætningen for købstaden af samme navn.

Den driftige, middelalderlige klosterkultur i området er vist ved et udsnit af arkæologiske fund, der fortæller om livet på et nonnekloster ved Skanderborg Sø.

Fra Illerup ådal er der eksempler fra de spændende og omfattende krigsbytteofringer af bl.a. våben- og hesteudstyr, der vidner om nogle særdeles urolige århundreder inden for de første 500 år efter vor tidsregnings begyndelse.

Gennem de sidste 50 år er det samlede jernalderfund på 15.000 genstande blevet arkæologisk undersøgt, og dog er der stadigt 60 % tilbage af offerpladsen i ådalen. Denne del ”gemmes” til fremtidens arkæologer, der med nye teknikker kan afprøve evt. problemstillinger i den fredede Illerup mose.

En anden spændende historie fortælles om livet på stenalderbopladsen ved Skanderborg sø, hvor folkene specialiserede sig i fangst af vildsvin og skovmår.

Flere generationers legetøj kan opleves af børn og barnlige sjæle, og museets selvbetjente café indbyder til at nyde den særlige atmosfære, som eksisterede i en af byens gamle købmandsforretninger.

På Frihedsmuseet fortælles et stykke lokalhistorie fra 1940-1945 set fra en bunker i Skanderborg Dyrehave.

Museet kan findes på internettet på adressen
www.skanderborg-museum.dk