Forside
Byen
Kultur
Sport & fritid
Lystfiskeri
Skanderborg Cricketklub
Natur & turisme
Uddannelse
Erhverv


Lystfiskeri i Skanderborgsøerne

Skanderborg Søerne er smukt beliggende i Det Midtjyske Søhøjland, og er et af de kønneste steder i Danmark. Også søfiskeriet er helt i særklasse og byder på rige muligheder for en god fangst. Det er især medefiskeriet, som er kendt som et af Europas bedste, og i søerne er der sat flere verdensrekorder netop i denne form for fiskeri.

Overalt langs søernes bredder findes der en stor bestand af skaller, brasen og aborrer. Af øvrige fiskearter kan der fanges gedder, helt, knude (ferskvandskvabber), sandart, søørred og ål. Søerne består af Store Sø, Ringkloster Sø, Hylke Sø, Vrold Sø og Tåning Sø, samt en del småsøer.

Offentligt fiskeri må kun foregå i Store Sø og Hylke Sø, hvortil man kan købe dagkort, ugekort eller årskort bl.a. på Skanderborg Turistbureau.

Fredfisk
Brasen – Der er mange brasen i Skanderborg Søerne.
Bestanden er karakteristisk ved, at der er mange små og mellemstore fisk, hvorimod de helt store fisk på 4-5 kg mangler i søen. Dette skyldes sandsynligvis, at der er et begrænset fødegrundlag af bunddyr. Brasen kan blive helt op til 70 cm lang.

Hork – Hork er almindelig i søen og den holder til uden for bredzonen. Væksten er tilsyneladende meget langsom og gennemsnitslevealderen er kort.
Hork er næringskonkurrent til brasen og ål, og meget tyder på, at horken er underlegen i konkurrencen om føden.

Flire – Fliren minder meget om brasen, men er meget mindre. Den bliver som regel ikke over 30 cm lang og forveksles ofte med en skalle. Bestanden af flire er størst i Hylke Sø.
Rudskalle – Bestanden af rudskalle er i Skanderborg Søerne forholdsvis lille og betyder ikke så meget i fiskerimæssigt henseende.

Skalle – Skalle er den mest dominerende fredfisk i søen og bestanden er karakteristisk ved, at der findes mange små skaller i bredzonen. Længden af fisken er 15-35 cm, og vægten når aldrig over 1 kg.

Rovfisk

Aborre – Der er mange aborrer i Skanderborg Søerne. De findes bedst på søens grunde og skråninger, og har man først fundet en aborrestime, kan man opleve et helt eventyrligt fiskeri. Bestanden af en fiskeart kan være meget svingende, nogle år ser vi en ret stor bestand af aborrer, men til gengæld er bestanden af sandarterne mindre. Det omvendte gør sig også gældende.

Gedde – Der er efterhånden mange gedder i søen, og bestanden er for opadgående, hvilket er et resultat af den forbedrede vandkvalitet i søen. I dag er det ikke ualmindeligt at fange gedder på 6-8 kg.

Helt – Helt i Skanderborg Søerne stammer fra udsætninger i 1911-12. De forekommer relativt talrigt i de åbne vandmasser, men er forholdsvis små.

Knude – Knuden kaldes også for ferskvandskvabbe. Der findes kun en mindre bestand af knude i søerne, og de fiskes normalt på større dybder på 8-12 m.

Sandart – Der er mange sandarter i søen, og specielt i disse år fanges der mange og store sandarter. Sandartstammen i Skanderborg Søerne er en af de største i Danmark, således er der fanget sandart på helt op til 12 kg.

Søørred – Den oprindelige bestand af søørred er forholdsvis lille. Det skyldes bl.a., at gydemulighederne i tilløbene til Skanderborg Sø er for dårlige. Man kan altid kende ”en ægte søørred” ved, at den er helt blank, der er kun få sorte skæl ovenover sidelinjen. Der udsættes hvert år mange bækørreder i søen, men de udsatte fisk har ikke så store overlevelsesmuligheder som den oprindelige søørredstamme.

Ål – Skanderborg Sø er først og fremmest en åle-sø, men på grund af de dårlige opgangsforhold og den globale forurening har bestanden været for nedadgående i mange år. Som følge af de massive udsætninger, ca. 49.000 stk. sætteål hvert år, er bestanden af ål dog igen blevet rigtig stor.

Lidt om fiskeriet

Medefiskeri efter fredfisk kan foregå overalt langs søens bredder, men skal der fanges rovfisk, er det bedst at have en båd til rådighed. Dermed ikke være sagt, at man ikke kan fange aborre, ørred og gedde fra søbredden. Båd med eller uden motor kan lejes hos Skanderborg Vandrerhjem.

Medefiskeri med naturlig agn spænder meget vidt. Man kan bruge almindelig korkprop, regnorm, brød, dej eller små skaller som madding, eller man kan være ”specimen”, hvor man udelukkende fisker efter at sætte rekorder. Til denne form for fiskeri anvender man meterlange take-apart stænger, keep-net til opbevaring af fisken indtil indvejning, grundfoder, forfoder og sweemfeeder. Som agn anvendes her maddiker, larver, pupper, små orm, majs og brød. Ofte bruger man også forskellige dufte og farvestoffer for at lokke fisken til.

Fiskekonkurrencer

Hvert år bliver der afholdt mange fiskekonkurrencer i Skanderborg Søerne. Nogle af dem bliver afholdt af den lokale lystfiskerforening, Skanderborg Lystfiskerforening, se deres hjemmeside www.sandarten.dk . Andre fiskekonkurrencer bliver arrangeret af Skanderborg Turistforening, se deres hjemmeside www.skanderborg-tourism.dk , eller kontakt turistforeningen og forhør nærmere. Er I en forening eller en organisation, dansk eller udenlandsk, som er interesseret i at afholde en fiskekonkurrence i en af Skanderborg Søerne, skal I kontakte Skanderborg Turistforening for at få tilladelse til afholdelse af konkurrencen. Samtidig får I tilsendt reglerne for fiskeri i søerne. Det praktiske arrangement kan også arrangeres af Skanderborg Vandrerhjem. Se deres hjemmeside www.skanderborg-danhostel.dk .