Den nye kommune
Velkommen til Hjørring
Byerne
Hjørring
Hirtshals - byen i brændingen
Sindal
Løkken
Vrå - Vendsyssels kulturelle center
Landsbyerne i Hjørring Kommune
Skole og fritid
Kultur og turisme
Erhverv
Kort + Forfatteropslag


Ca. 15 km nordvest for Hjørring og helt ude ved vandet finder man havnebyen Hirtshals, som har små 4.000 indbyggere. Fiskeriet er Hirtshals’ vigtigste erhverv, og den tætte tilknytning til havet giver byen et særligt præg. Havets luner afspejles i bybilledet, hvad enten det en varm sommerdag, som fylder stranden med badegæster, eller en stormfuld efterårsdag, som tvinger byens fiskefartøjer til at blive i den trygge havn.

Hirtshals Havn – et naturligt knudepunkt
De første ønsker om en havn ved Hirtshals blev allerede fremsat i begyndelsen af 1800-tallet. I mange år måtte byen dog klare sig med en simpel læmole, fordi staten var betænkelig ved at sætte et kostbart havnebyggeri i gang under så vanskelige vind- og strømforhold, som pynten ud for Hirtshals byder på. Men efter et ihærdigt lobbyarbejde gik byggeriet af en moderne fiskeri- og transporthavn i gang i 1919 under ledelse af ingeniør Jørgen Fibiger. Havnen stod færdig i 1929. 

Hirtshals Havn er i dag en aktiv og moderne erhvervshavn i stadig udvikling for at tilpasse sig transportbranchens krav. 

I kraft af sin geografiske placering ligger havnen som et naturligt knudepunkt for sammenkædning af trafik med destinationer i Nordatlanten, Baltikum, Central- og Sydeuropa og den Skandinaviske Halvø.

Hirtshals Havns udvikling som godshavn fokuserer især på transitgods i form af containere og ro/ro. Havnen tilbyder de tekniske faciliteter, som er nødvendige for sikker og hurtig håndtering af al slags gods mellem bil, jernbane og skib.

En bred og varieret fiskeflåde
Hirtshals Havn er én af Danmarks største og stærkeste fiskerihavne. Én af årsagerne hertil er, at man i Hirtshals har valgt at satse primært på fiskeriet efter konsumfisk – populært sagt de fisk, som lander på middagsbordet. Fiskeflåden i Hirtshals dækker alle typer af fartøjer lige fra små joller til store trawlere, og derfor kan Hirtshals tilbyde et varieret udbud af fiskearter med et meget højt kvalitetsniveau. Her finder man både den dagfriske fisk, den isede fisk og fisk, som er pakket og klargjort til havs.

Konsumfisken landes enten til omsætning på havnens fiskeauktion i den nye og topmoderne FiskeTerminal Hirtshals eller leveres direkte til forædlingsindustrien.

Færger døgnet rundt
Men Hirtshals er andet end fisk. Med en ubrudt motorvejsforbindelse helt til Sydeuropa er byen også et knudepunkt for den strøm af turister, som hvert år drager fra det europæiske fastland mod Norge – og omvendt. Døgnet rundt ankommer og afgår de store færger med kurs mod Kristiansand, Larvik, Stavanger og Bergen. Det skaber dynamik i byen og giver gunstige vilkår for byens handelsliv. Hirtshals er et populært shoppingmål for norske turister, som nyder godt af den korte rejsetid (21⁄2 time med hurtigruten fra Kristiansand) og byens varierede udbud af forretninger.

På begge sider af Hirtshals danner klitplantagerne i Tornby og Kjul smukke rammer om feriehusområderne, som også tiltrækker mange turister. Havnen, hvor der altid er aktivitet og handelslivet, som blomstrer året rundt, giver byens gæster en fornemmelse af ikke at befinde sig i en turistkulisse, men derimod i en by, som lever og ånder hele året – og det er noget, flere og flere sætter pris på.

Tre årlige festivaler
Hirtshals hører ikke til blandt de største byer. Det forhindrer dog ikke byen i at afholde hele tre årlige festivaler til glæde for både fastboende og turister.

I juni måned lyder startskuddet til Skagerak Skulptur Festival. Her udstiller lokale og internationale kunstnere spændende skulpturer rundt omkring i bybilledet. Skulpturerne bliver stående i tre måneder, og i den periode har publikum mulighed for at stemme på den skulptur, de bedst kan lide.

Fiskefestivalen i begyndelsen af august er den store mad- og kulturbegivenhed, hvor man har mulighed for at smage spændende fiskeretter fra forskellige lande i boder opstillet i gågadeområdet. I det store telt

”Skibet” er der konkurrence i flåning af rødspætter og kåring af ”Årets fiskeret”, som er en dyst mellem byens restauranter. Dagen igennem syder byen af aktiviteter og fiskefestivalen sluttes af med et kæmpe festfyrværkeri.

Samme dag som fiskefestivalen afholder byen en anden festival, som især appellerer til børn og barnlige sjæle. Det er Dragefestivalen, som finder sted på Leret – området nedenfor Hirtshals Fyr. Drageflyvning kræver som bekendt kun to ting: drager og vind. Dragerne kommer publikum med, store og små, købte og hjemmelavede, alle kan være med – og vinden er Hirtshals som regel leveringsdygtig i! Det er et festligt syn, når de mange farvestrålende drager bølger i luften over det blå hav.

Nordsømuseet – Nordeuropas største akvarium
Nordsømuseet i Hirtshals hører til blandt Danmarks største attraktioner. Museet åbnede i 1984 med en række akvarier og udstillinger om Nordsøens dyre- og planteliv. Men i 1998 kom museet for alvor på landkortet, da man åbnede Oceanariet – et gigantisk akvarium med 4,5 mio. liter havvand og store fiskestimer. Det gjorde Nordsømuseet til Europas største akvarium, og det næsten fordoblede besøgstallet. I dag ligger besøgstallet stabilt på ca. 270.000 gæster årligt.

Den 16. december 2003 blev Nordsømuseet ramt af en katastrofe, som ufrivilligt bragte museet på landets forsider. En voldsom brand raserede bygningen, som husede Oceanariet, og langt de fleste af akvariets fisk gik tabt – heriblandt den sjældne og berømte klumpfisk, som gennem tre år havde været museets helt store trækplaster. Men genopbygningen gik straks i gang, og det var en festdag, da Oceanariet 11⁄2 år efter branden atter kunne tilbyde publikum et enestående kig ind i den spændende verden under Nordsøens overflade. I 2007 fik Nordsømuseet hele to klumpfisk, så de besøgende kan nu igen se disse sjældne fisk svømme omkring. Nordsømuseet er en del af Nordsøcentret, som også huser en række forskningsinstitutioner, der alle beskæftiger sig med fisk og fiskeri. Museet udgør dermed en vigtig brik i videreformidlingen af den viden og forskning, som Nordsøcentret genererer.