 |
 |
Vi har kvaliteten og vil dyrke vækstlaget Kunstlivet i Hjørring Kommune er rigt og blomstrende med mange aktive og højt profilerede lokale kunstnere og kunsthåndværkere. Kunstnere som gennem deres værker og internationale standard sætter Vendsyssel på det kulturelle landkort og er med til at tegne og præge egnen. Det ses tydeligt i landskabet og i byrummene samt rundt om i kommunen, hvor mindre gallerier og udstillingssteder stortrives på linje med utallige keramiske værksteder og glaspusterier. Man finder dem overalt langs kysten og i landområderne, hvor den mere lokale kunst og kunsthåndværk skabes. De rå og dramatiske kystlandskaber, åbne vidder og karakteristiske landskabstræk i kombination med aktive og producerende kulturmiljøer tiltrækker kunstnere og andre kreative, som finder arbejdsro og inspiration i omgivelserne. |
|
 |
De mange kulturelle fyrtårne og stoltheder På Vendsyssel Kunstmuseum (www.vkm.dk), som er et af kommunens flagskibe huses en kunstnerisk værdifuld samling af dansk kunst fra 1945 og frem. Vægten er især på arbejder af kunstnere og kunsthåndværkere med tilknytning til Vendsyssel, heriblandt landskabsmalerne Engelund, Ekelund og Hoffmeister. Men også yngre generationer af kunstnere ses rigt repræsenteret, hvoriblandt den mest navnkundige nok er Poul Anker Bech.
Kunstbygningen i Vrå med Engelund-samlingen og den årlige ”Vrå-udstilling” er meget anerkendt i kunst- og arkitekturkredse men har også stor betydning for lokalbefolkningen i Vendsyssel. www.kunstbygningenvraa.dk
De to museer søsætter i 2007 projektet ”I sporet på kunsten”, der er en nyskabende kobling af kunst- og landskabsoplevelse med guidede ture i sporet af landskabskunstnerne, hvor deltagerne præsenteres for de berømte motiver i virkeligheden. |
 | |
|
 | |  |
Børglum Kloster (www.boerglumkloster.dk) danner desuden den dramatiske og spektakulære ramme om en lang række kulturelle arrangementer året rundt, med både koncerter, skiftende udstillinger og teaterforestillinger på programmet.
I Mygdal har Willumsen-samlingen (www.willumsen-samlingen.dk) til huse. Rundt om på den godt 600 år gamle og ikke mindst charmerende og stemningsfulde herregård Odden er Danmarks mest omfattende skitsesamling af J. F. Willumsen udstillet. |
|
 |
Interesserer man sig for kulturhistorie, bør man ikke gå glip af Håndværkernes Hus i Hjørring (www.haandvaerkernes-hus.dk), hvis formål er at bevare og udbrede kendskabet til de gamle håndværkstraditioner via et levende hus med atmosfære, hvor man både kan se, høre og mærke lugten fra de arbejdende værksteder. Og så er der naturligvis også Vendsyssel historiske Museum (www.vhm.dk), der via sine afdelinger i Hjørring, Hirtshals, Rubjerg, Mosbjerg, Tornby og Børglum formidler kultur- og naturhistorie om Hjørring Kommune. |
 |  | Gøgsig Pakhus, Sindal |
|
|
 |  | Peterspladsen i Bjergby |
|  |
Endelig er der Det grafiske Værksted (www.hgv.dk) i Hjørring, der – udover at være produktionssted for litografisk kunst på internationalt niveau og med international opmærksomhed – bidrager som væsentlig katalysator i og for alliancer mellem erhvervslivet og kunsten. Det grafiske Værksted er naturligt centrum for megen kunstproduktion i Vendsyssel, bl.a. som initiativtager til mange udvekslinger og workshops med utraditionelle og skæve vinkler og et særligt blik for at sammensætte professionelle kræfter og dyrke områdets kreative vækstlag. Senest med en tegneserieskole for tegnegale talenter med undervisere som bl.a. Peter Madsen (Valhalla), Carl Quist Møller (Jungledyret Hugo). |
|
 |
Det grafiske Værksted har 45 anerkendte kunstnere som medlemmer, og er fuldt professionelt indrettet til litografisk tryk, stentryk og kobbertryk. Værkstedet benyttes ikke alene af kunstnere med tilknytning til Vendsyssel – men også af kunstnere fra den øvrige del af landet og fra Norge, Sverige, Færøerne, Grønland, England og Skotland.
Hjørring Kommune rummer både bredden i kunsten, kulturarven (landskabsmalerne) og anerkendte og højtbetalte kunstnere. Den store folkelige interesse for kunst og kunsthåndværk afspejles i en række kunstforeninger i kommunen, som arrangerer tilbagevendende og velbesøgte kunstudstillinger med lokale og udefrakommende kunstnere, bl.a.
• Påskeudstillingen i Hirtshals
• Forårsudstillingen i Poulstrup
• Udstilling i Gøgsigs Pakhus i Sindal
– åbnes m. ”Kunstens dag i Sindal”
• Vrå-udstillingen i Kunstbygningen i Vrå
Derudover er i særdeleshed keramikerne meget aktive og har således på tværs af gamle kommunegrænser etableret et omfattende og synligt samarbejde til glæde for både borgere og turister. Det aktive samarbejde består af væsentlige internationale udvekslinger med åbne, arbejdende workshops, udstillinger og salg af både keramisk kunst og kunsthåndværk. |
|
 |
Kunsten i byrummene Den megen kunst i bybilledet i Hjørring skyldes, at byen og dens borgere har en mangeårig tradition og interesse for kunst. Byen har i dag over 150 offentlige udsmykninger i en god kvalitet. Hjørring Kommune har siden 1970’erne haft et kunstudvalg bestående medlemmer fra byrådet, Vendsyssel Kunstmuseum og foreningen Kunstens Venner i Vendsyssel, som har arbejdet med udsmykning af gader, stræder og pladser i Hjørring. Men også kommunens øvrige byer prydes af kunst i bybilledet. I Hirtshals har Dorte Dalin og Mogens Møllers Trappe-monument tilført byen et kunstværk som i skala, formsprog og funktion skaber en unik forbindelse mellem by og havn. Desuden sikres byen årligt skiftende udstillinger i sommermånedernes byrum nær centrum takket været Skagerrak Sculpture Festival. Også i Sindal møder man en del kunst i bybilledet. Hér har man skabt sig et image som byen med de mange springvand og vandkunst. |
 | |
|
 | |  |
Musikken spiller Musiklivet i Hjørring Kommune er både aktivt og rigt facetteret. For en stor del præget af musikskolen og et stort lokalt engagement, som kommer til udtryk i (mange) lokale musikforeninger, kor, orkestre og ensembler i hele kommunen. Hjørring er bl.a. hjemsted for den i Danmark verdenskendte gruppe ”De Gyldne Løver”, der i 2007 kan fejre 40-års jubilæum for sin danske folkemusik med et glimt af irske undertoner og den velkendte vendsysselske lune. Også den folkekære Niels Hausgaard er bosiddende i kommunen. |
|
 |
Musikskolen i Hjørring består både af den centrale musikskole med hovedsæde i Hjørring og centre i Hirtshals, Sindal og Vrå samt decentral undervisning på skoler og enkelte institutioner. Der har været en lang tradition for at finde og dyrke små såvel som store talenter, og Hjørring Musiske Skole har fostret adskillige prisvindere og professionelle musikere i både danske og udenlandske orkestre. Hjørring har med sin talentlinje tiltrukket elever fra hele kommunen og er tillige regionalt center for musikalsk talentudvikling. MGK, der finansieres af staten, og som bl.a. fungerer som forberedelse til optagelse på musikkonservatoriet, holder også til i Hjørring. |
 |  | Fra en Kulturnat i Hjørring |
|
|
 | |  |
Det kreative vækstlag dyrkes Bredden og vækstlagene er uundværlige, og musikskolen er god til at rekruttere elever. Som eksempel kan det nævnes, at musikskolen i Hjørring har en ”markedsandel” blandt skolebørn, der er 12 gange højere end i København. Musikskolerne tilbyder desuden undervisning for voksne og er paraplyorganisation for en række kor og orkestre i kommunen. Det er et solidt fundament, der nu bygges videre på i en bredere definition af begrebet ”musisk”. Således planlægger Hjørring Musiske Skole i fremtiden også at undervise i billedkunst, drama, dans, animation, film m.v. |
|
 |
Scenerne De musikudøvende – såvel professionelle som amatører, børn som voksne – har mange scener. Nogle af disse er ganske særligt nære – ja intime og autentiske. Heriblandt skal nævnes det legendariske Sysseltinget, der kan prale af at være Danmark ældste musikhus, og som til dagligt huser Musik- og teaterforeninger som ”I morgen er det jul mor” og ”Nocontainer” samt forestår såvel musik som teaterarrangementer.
Tversted Jazzydays, Nordjyllands største og sjoveste jazzfestival, tiltrækker hvert efterår store musikere og mange turister. Den har blandt andet til formål at danne ramme for den danske jazzscenes aktører og samtidig være platform for både |
 |  | Lundergårdsrevyen |
|
|
 |  | Hjørring Sommerspil i Sct. Knuds Kilde |
|  |
regionale og nationale musikaktive unges mulighed for at optræde – uanset musikgenre. Blandt andet derfor har man nu indgået et formelt samarbejde med MGK. Denne skal give de musikaktive unge mulighed for at møde professionelle nationale og internationale musikere i en afslappet og uhøjtidelig atmosfære, hvor de tilmed sikres både professionel scene og et stort publikum. Men også andre musikgenrer gør sig gældende og har smukke traditioner i kommunen. Blandt disse er de mest kendte nok Vendsyssel Festivalen for klassisk musik og kirkemusik, hvor man afholder en lang række koncerter i kommunens kirker samt Bindslev Harmonikatræf, der hver sommer tiltrækker i tusindvis af musikglade og ”rynkeorgel-elskende” gæster samt musikere. |
|
 |
Teater Hjørring er en af de kommuner, der har flest teatre og teaterforeninger målt pr. indbygger. Ikke så sært spiller teater og drama derfor også en væsentlig rolle i egnens kulturliv.
I Hjørring ligger et af landets mest aktive egnsteatre – Vendsyssel Teater (www.vendsyssel-teater.dk), der har egne skuespillere og opsætninger – suppleret med gæstespil. Amatørerne boltrer sig på scenen på Sysseltinget, og kommunen har flere aktive børneteaterforeninger. Vendelbohus. Hjørring Teater (www.hjorring-teater.dk), der primært benytter kommunens teaterscene på ”Vendelbohus”, er en velfungerende teaterforening med et stort og varierende program af turnerende forestillinger med alt lige fra musicals, opera, ballet og danseforestillinger til komedier, stand-up og meget mere.
Den lokale Lundergård Revyen samler hvert år et publikum på omkring 5.000, ligesom Hjørring Sommerspil hvert år høster anerkendelse for forestillingerne på byens dejlige sommerscene i Sct. Knuds Kilde (og for vinterforestillingen på Vendelbohus). Hjørring Revyen har desuden gennem mere end 30 år trukket interessante danske skuespillere og komikere til byen og har sat Hjørring på det nationale Revylandkort med forestillinger på Vendelbohus.
På biblioteksområdet kan Hjørring Kommune snart prale af et nyt stort hovedbibliotek i forbindelse med det kommende storcenter Metropolen i Hjørring. I den forbindelse får man i Hjørring mere end dobbelt så meget plads til servicere de mange besøgende, idet man går fra 1.800 m2 til over 4.000 m2. Faste biblioteker er der også i Hirtshals, Løkken, Vrå og Sindal, mens indbyggerne i Astrup, Bindslev, Bjergby, Horne, Hundelev, Høgsted, Lendum, Lønstrup, Mosbjerg, Mygdal, Poulstrup, Rakkerby, Tuen, Tversted og Tårs til gengæld betjenes af kommunens 2 bogbusser.
Og vil du en tur i biografen, har du i Hjørring Kommune 3 muligheder: Lønstrup Café Bio – en lille biograf, der satser mest på kvalitet og derfor ofte viser film for en lidt smallere målgruppe, Hjørring Biocenter, der er en ny stor præmiere-biograf med 4 sale samt Vrå-Biffen, der er en lille biograf som ligger i forbindelse med højskolen. |
|
 | |
|
| | |